Enneagrammet & Skyggesider

Enneagrammet & Skyggesider

Enneagrammet får af og til skyld for at være negativt. At beskrivelserne af typerne primært har fokus på de dårlige sider og mindre fokus på de positive. Jeg kan godt forstå, at det kan virke sådan ved første øjekast, men når vi lægger et skygge-perspektiv på, forholder det sig anderledes. Alle siderne i typerne kan bruges mere eller mindre konstruktivt, afhængig af kontekst og om vi overforbruger eller underforbruger dem. Så det er vores forhold til egenskaben, der kan have et negativt udtryk og ikke egenskaben i sig selv.

Lad mig komme med et eksempel. Måske har du hørt, at 8ere eksempelvis kan være dominerende og grove. Dette kan være ukonstruktivt, når de ikke lytter til andre, når de glemmer at give plads til dem, der ikke fylder så meget og når deres “ærlighed” kan føles som verbale slag. Det er dog også to meget vigtige og konstruktive egenskaber, når de er i balance, som flere af de andre typer kunne have stor gavn af at integrere.

Når vi ikke tør være dominerende kan det være svært at tage vores plads, sætte vores vilje igennem og indtage rummet – det er der af og til brug for, at vi kan. Hvis vi er bange for at støde andre og virke grove, får vi ikke altid sagt det, der skal siges og går i stedet for og lader irritationen vokse inden i – vi går på kompromis med os selv.

Det er det, der er det smukke ved Enneagrammet, hvis du spørger mig. Der er nemlig ikke noget vi skal  fjerne eller holde op med, vi skal bringe de egenskaber vi rummer, beundrer og har modstand på i balance. Det er her, skyggearbejdet er helt fantastisk, for det er et konkret værktøj til at skabe udvikling, bevidsthed og balance i typen.

Hvad er skyggesider?

Skyggesider er, alt det du rummer, som du ikke vil være ved. Det er det du beundrer og idealiserer i andre. Det er de sider i andre, som provokerer og irriterer dig. Det er alt, det du siger du i hvert fald ikke er og det er alt det, du ville ønske du var.

Du kan finde nogle af dine skyggesider ved at kigge på:

  • Det du gør, når du er alene, og ingen kigger
  • Det du frygter, at andre opdager om dig
  • Det du føler ubehag over, når der kommer uventede gæster
  • Det du har modstand på hos andre
  • Det du beundrer og misunder hos andre
  • Det du ikke kan lade være med at sladrer om
  • Det du gemmer i en skuffe eller i et skab, som ingen kender til
  • Det du forsøger at lade være med at gøre og alligevel gør igen og igen, selvom du har lovet dig selv, det er slut
  • Det du gør i et impulsivt øjeblik, og efterfølgende fortryder eller skammer dig over
  • Det du beskylder andre for at være og gøre
  • Det der skaber modstand, frygt og irritation i dig
  • Det du gør, når du er fuld eller påvirket, eller årsagen til, at du aldrig er det

Hvis du lige nu, flere gange har sagt “DET GØR JEG I HVERT FALD IKKE” til flere af ovenstående udsagn, så er det højst sandsynligt også en skygge. Det er egenskaben, du skal lede efter, når du leder efter en skygge – ikke handlingen.

Det var Psykologen Carl Gustav Jung (1875 – 1961), der var den første, som kaldte det for Skyggen.

Jung sagde:

”Jeg vil hellere være hel end god.”

Og det er lige præcis dét, arbejdet med Enneagrammet handler om!

Det er jo en interessant tanke – hellere at ville være hel end god – for spørgsmålet er, hvor mange gange vi har ofret os selv på rummelighedens alter for at være vellidte, anerkendte eller accepterede …? Gad vide, hvor mange gange vi har overtrådt vores egne grænser af frygt for, hvad andre ville tænke?

Skyggearbejde handler således om at afsløre de aspekter i os, som vi ikke ønsker at stå ved, de sider af os, som vi forsøger at skjule, som ødelægger vores relationer og forhindrer vores succes. Det er det, der bremser os i at realisere vores drømme og udleve den helhed, vi som mennesker rummer, men som vi livet igennem har lukket ned for, når vi ikke har følt os accepterede.

Enneagrammet giver dig en genvej til skyggearbejdet og det er derfor Enneagrammet kan virke ubehageligt. Vi bliver simpelthen konfronteret med alt det, vi ikke vil stå ved, men som står i vejen for at blive alt det, vi drømmer om.

Lyse & mørke skygger

Når vi refererer til skygger, er det ikke kun de umiddelbart negative sider i os, der menes. Skyggen betyder blot noget, der endnu ikke er belyst af vores bevidsthed.

De mørke skygger er de sider, vi frastødes af i os selv og andre. Det er de sider, vi for alt i verden ikke vil stå ved eller forsøger at skjule.

De lyse skygger er alt det, vi beundrer, idoliserer, forelsker os i og misunder hos andre. Det er det lys, vi godt ved, vi har, men som vi ikke tør vise frem. Det er, når vi gør os selv mindre, end vi godt selv ved, vi er.

Hvad der er lyse og mørke skygger er individuelt og nogle gange kulturelt betinget. Det der virker som en positiv egenskab for den ene, kan virke som en negativ egenskab for en anden.

Formålet med skyggearbejde er ikke at blive skyggefri, men at acceptere de egenskaber, du tager afstand fra i dig selv og andre. Når vi tør se dem, kan vi skabe  balance, så skyggerne slipper deres destruktive effekt og kan træde frem på en mere konstruktiv og hensigtsmæssig måde.

Det får du ud af at arbejde med skyggen:

  • En større oplevelse af helhed
  • Større selvaccept
  • Større rummelighed
  • Mere medfølelse og empati
  • En mere tydelig kommunikation
  • Ro og balance
  • Større integritet
  • Mindre skyld, skam og frygt
  • Mindre selvsabotage

… Skyggen er i alt – stort som småt. Din genvej til at blive bevidst om dine skyggesider – lyse som mørke – går gennem Enneagrammet.

Læs her, hvornår næste workshop om Enneagrammet og skyggesider bliver afholdt.

Hvis du virkelig vil i dybden med Enneagrammet, kan du læse, hvornår næste Enneagram Practitioner starter her.