Tips til et godt førstehåndsindtryk

Tips til et godt førstehåndsindtryk

Skab et godt førstehåndsindtryk og bliv husket!

Dit kropssprog har afgørende indflydelse på, hvordan andre mennesker oplever dig, særligt når du møder dem for første gang. Det er ud fra førstehåndsindtrykket, vi vurderer, om vi kan lide eller ikke kan lide et andet menneske, og om vi ønsker at samarbejde eller modarbejde.

Den information vi har at gøre godt med, når vi møder et nyt menneske og skal foretage en hurtig vurdering, er:

  • Påklædning
  • Udseende
  • Verbal kommunikation
  • Kropssprog
  • Indenfor/udenfor normen

Det er umiddelbart et meget spinkelt grundlag at vurdere et andet menneske på, og det er ikke altid, vi er bevidste om hvad, der førte til et positivt eller negativt indtryk. Vi bruger den information, der er til rådighed, og udfylder resten med egne værdier, overbevisninger, normer og tidligere erfaringer. Ud fra det danner vi en forventning til det menneske, og så begynder vores hjerne automatisk at lede efter information, der bekræfter denne forventning.

Udfordringen er, at vi ofte er ubevidste om vores kropssprog, og derfor ikke altid ved, hvordan vi virker på andre eller hvorfor.

Når vi møder mennesker for første gang, har vi, som grundregel, 4 kategorier vi ubevidst sætter dem i:

  • Er du en potentiel ven
  • Er du en potentiel fjende
  • Er du en potentiel seksuel partner
  • Er du ligegyldig for mig (bliver du hurtigt glemt eller overset)

Ovenstående skal forstås i en generaliseret og meget bred ramme. For at sikre, du med større sandsynlighed kommer i den rigtige kategori, får du her 5 tips til, hvordan du blandt andet kan skabe et godt førstehåndsindtryk og sikre, at du bliver husket:

5 tips til at skabe et godt førstehåndsindtryk og blive husket

  1. Spejl den anden – med måde! Vær opmærksom på den, du skal tale med og match dennes energi, tempo, mimik, kropssprog og verbale udtryk. Det, der giver et positivt indtryk hos ét menneske, gør det ikke nødvendigvis hos et andet. De fleste mennesker kan godt lide mennesker, der ligner dem selv, fordi de føler sig mødt og forstået. Det skal dog ikke ende ud i en fuldkommen kopiering eller i ubehag hos dig selv, da det vil kunne aflæses ubevidst gennem de nonverbale signaler og skabe et dårligt indtryk istedet.
  1. Vær obs på fødderne! Lad dine fødder (eller som minimum den ene fod) pege mod den, du taler med. Vores fødder er den kropsdel, der afslører, hvor vi er på vej hen. Så du kan også bruge dette til at se, om den du taler med, er ved at forlade samtalen, eller hvor personens opmærksomhed er på vej hen.
  1. Smil og nik – med måde. Det er et ofte benyttet råd inden for kropssprog, men det er ikke altid en god ide. Når vi smiler, viser vi positive hensigter, men smiler vi for meget, kan det virke usikkert, naivt eller useriøst. Nikket er en måde at anerkende andre mennesker på. Vi viser, vi hører dem. Igen er balancen vigtig, for lidt nikken gør, at den anden kan blive i tvivl, om du stadig deltager i samtalen, og for meget kan føles som en nonverbal afbrydelse. Et godt fif er tre små nik i træk og så hold en pause. Nik når personen taler om noget, du ønsker at bekræfte, eller når du ønsker at vise, du forstår. Husk, et nik er ikke nødvendigvis et tegn på enighed.
  1. Vær opmærksom på intimzoner. Respektér intimzoner og hold afstand. Det er en balancekunst, for der er stor forskel på, hvor stor intimzone mennesker har. Står du for tæt på, kan det føles truende, intimiderende og grænseoverskridende Står du for langt væk, kan det virke som om, du tager afstand, er på vej videre eller er uinteresseret. Vær derfor opmærksom på den andens kropssprog. Læner de sig frem mod dig, kan du godt gå lidt tættere på. Læner de sig væk fra dig, kan du med fordel træde et skridt tilbage. 
  1. Vær bevidst om High & Low poses. High poses eller power poses er kropsholdninger og gestus, der gør, at du fremstår selvsikker, magtfuld og/eller dominerende. Generaliseret kan man sige, at alt, hvad der får kroppen til at virke større og får os til at fylde mere, hører under Power Poses. Ofte forbinder man kropssprog, der går mod tyngdekraften, som selvsikkert og magtfuldt kropssprog. Low poses er det modsatte af power poses og er, generaliseret, alle former for kropssprog og gestus, som får os til at fylde mindre og går med tyngdekraften. I følge Amy Cuddy stiger dit testosteronniveau, og dit kortisol niveau (stresshormon) falder, hvis du indtager power poses i op til to minutter. Derfor kan det være gavnligt at benytte Power Poses i situationer, hvor du ved, at du måske bliver usikker eller har brug for ekstra selvsikkerhed.

Sidst, men ikke mindst: prøv dig frem og vær opmærksom på, hvilken respons du får. Juster og leg med det til du finer en form som er naturligt for dig.