Hvad er de 7 grundfølelser?

Eksponering af følelser i ansigtet fungerer som signal til menneskene omkring os, både som advarsel og som kald på hjælp. Allerede få dage efter vi fødes, begynder vi at spejle ansigtsudtryk og reagere på følelser. Når vi bliver lidt ældre, bruger børn ofte deres forældres ansigtsudtryk for at se, hvordan de skal føle og reagere på ukendte hændelser og oplevelser. Vi fødes således med evnen til at vise følelsesmæssige udtryk i ansigtet. Dog viser foragt sig først senere, da barnet, kognitivt, skal være i stand til at lave sammenligninger.

Paul Ekman, Ph.D. i psykologi 1958, er én af de førende forskere indenfor aflæsning af følelsesudtryk i ansigtet. Han er af American Psychological Association blevet udnævnt som én af de 100 mest indflydelsesrige psykologer i det 20. århundrede. Han startede sin forskning i 1960’erne i en stenalderstamme, der var fuldkommen isoleret fra den øvrige civilisation i Papua Ny Guinea. Han opdagede, at de 7 grundfølelsers udtryk i ansigtet, i modsætning til mange af vores kropssproglige udtryk, IKKE er kulturelt betinget, men universelt og medfødt.

Vores ansigt er vores følelsers lærred, og ifølge Paul Ekmans undersøgelser kan vi lave mere end 10.000 ansigstudtryk. Vi har, siden tidernes morgen, brugt vores ansigt til at kommunikere, hvordan vi har det og som internationalt sprog, når vi har mødt andre kulturer.

David Matsumoto, som er en anden førende forsker inden for de 7 grundfølelser, har undersøgt blinde og deres følelsesmæssige ansigtsudtryk og konkluderet, at de er helt de samme, som hos mennesker, der kan se. Det vil sige, at det ikke er noget, vi lærer eller noget, der er styret af vores kultur, men noget vi er født med, uanset hvor i verden vi kommer fra.

Definition af grundfølelser

  • Er universelle hos alle mennesker på tværs af kultur
  • Har samme ansigtsudtryk
  • En subjektiv indre oplevelse af følelsen
  • En fysiologisk oplevelse/reaktion
  • Har en universel hot trigger

Beskrivelse af de 7 grundfølelser