Enneagrammet sætter mennesker i kasser?

Enneagrammet sætter
mennesker i kasser?

Nogle gange når jeg introducerer Enneagrammet, møder jeg modstand. Ofte fordi mennesker ikke har lyst til at blive puttet i en kasse. Det kan jeg godt forstå og det er en helt naturlig reaktion. Vi ved godt, at vi er langt mere nuancerede og komplekse, end noget personlighedssystem nogensinde kan beskrive. Derfor er Enneagrammets formål, heller ikke at putte dig i en kasse.

Enneagrammet viser dig ikke, hvem du er. Det viser dig, hvad du identificerer dig med og hjælper dig til at se, at du er meget mere end det.

Måske ser du dig selv som udadvendt og har svært ved at forstå dem, der altid trækker sig uden at byde ind. Måske ser du dig selv som en, der nyder fordybelse, så du tager afstand fra det, som er hurtigt og overfladisk. Måske er du sådan en, som har brug for, at der er orden omkring dig, før du kan slappe af. Måske synes du det er irriterende når andre bruger for meget tid på problemer og brok, for du vil hellere have en mere let og positiv stemning. Alt dette er en begrænset selvopfattelse, som Enneagrammet hjælper dig til at få øje på.

Det er nemlig mennesker, der putter mennesker i kasser og det er præcis det Enneagrammet kaster lys på.

Vi rigtig godt lide at ting giver mening. Vi har brug for at generalisere, så vi kan overskue verden og alle de indtryk vi får, så vi ikke behøver tage stilling til alting hele tiden.

Derfor putter vi også andre mennesker i kasser:

Mennesker du kan lide eller ikke kan lide
Mennesker som er lette eller svære at samarbejde med
Tiltrækkende, utiltrækkende eller kæreste-/ven-potentiale
Sælgere, chefer, regnskabsmedarbejdere, taxachauffører
Barn, ung, voksen gammel
Osv …

Undersøg det gerne selv – hvilke historier fortæller du om dig selv? Hvem er du? Og hvem er du i hvert fald ikke? Hvilke egenskaber identificerer du dig med? Hvad kan du? Og hvad kan du i hvert fald ikke? Hvis du ikke allerede kender dit primære enneagram mønster kan du læse mere her.

Netop fordi vi som mennesker har en tilbøjelighed til at generalisere, skal vi også være ekstra opmærksomme på, at det ikke er det vi ender med at bruge vores viden om Enneagrammet til. Der er nemlig risiko for, at vi skaber en ny pseudo-identitet i form er at nummer; ”Hej, jeg hedder Christel – jeg er 8er med 9er vinge og seksuelt instinkt”, i stedet for at byde ud af “kassen” og tillade os selv at være mere end det.

Vil du vide mere om Enneagrammet og inspireres af ligesindede Enneagram entusiaster, så vær med i mit Enneagram community på Facebook.