Typebestemmelse med Enneagrammet

Typebestemmelse med Enneagrammet

Når vi lærer om Enneagrammet er det fristende at typebestemmer andre. Det kan også være virkelig gavnligt, fordi det kan give os en indikation af, hvad der driver et andet menneske, samt hvordan vi kan skabe en mere positiv relation.

Det er dog ekstremt vigtigt, når du typebestemmer andre, at huske dig selv på, at du kun kan stille hypoteser. Den eneste, som virkelig ved, hvilken type de er, er folk selv. Når vi fortæller andre, hvilken type de er, fratager vi dem muligheden for selv at gå på opdagelse. Derfor synes jeg også, det er så vigtigt, at vi bevarer ydmygheden og respekten for, at mennesker er mere end deres Enneagrammønster og giver plads til, at de selv får mulighed for at kigge indad og udforske egne reaktioner og motiver – hvis de overhovedet har lyst.

Vi kan støtte, vejlede, stille spørgsmål og komme med forslag, men svaret er ikke dit at give. Når vi tror, vi kan gennemskue andre mennesker bedre end de selv kan, fordi vores Enneagram viden er større, kan vi meget passende minde os selv om Søren Kirkegaards vise ord:

“At man, naar det i Sandhed skal lykkes en at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. 

For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg kunne forstaa mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaar. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-forstaaen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gjøre min Mere-forstaaen gjældende, saa er det fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden i stedet for at gavne ham egentligen vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse. Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taamodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have uret, og i ikke at forstaae, hvad den Anden forstaar.

En anden udfordring i, at typebestemme andre er, at vi oplever dem igennem vores eget mønsters filter. Vi har reelt kun andre menneskers adfærd til at ”gætte” deres type. Det kræver stor grad af indsigt, både i Enneagrammet og det menneske du typebestemmer samt gode spørgsmål til at finde hensigten bag. Hensigten og motivet fortæller nemlig langt mere om, hvilken type det er end adfærden gør. De ni enneagramtyper kan nemlig sagtens have samme adfærd, men med ni forskellige motiver.

Vær også OBS på, at du ikke forelsker dig i din egen hypotese og kommer til at lede efter svar, der bekræfter det du tror du ved, frem for at være neutral og nysgerrig.

Når du begynder at arbejde med typebestemmelse, kan du anvende meget af den Enneagram viden du allerede har fra Practitioner. Du kan eksempelvis kigge efter og spørge ind til:

  • Verbale kendetegn
  • Nonverbale kendetegn
  • De tre centre
  • Ben/pile
  • Social stil
  • Konflikthåndteringsstil

Vil du vide mere om Ennagrammet og typebestemmelse, kan du se hvornår næste Enneagram Master uddannelse starter her.