Maise Rygaard inviterede mig til en snak om personlig udvikling med fokus på NLP og Enneagrammet. 

Du kan høre podcasten her.

Hun stillede blandt andet et spørgsmål, som jeg ofte hører.

”Hvad gør jeg, når jeg har arbejdet med mig selv, og min partner stadig er ”ubevidst” eller ”på lavt udviklingsniveau”.

Det syntes jeg var et rigtig interessant spørgsmål, for jeg stillede det selv, da jeg for mere end 15 år siden sad hos en terapeut i forbindelse med min Enneagram uddannelse. Jeg var frustreret. For jeg syntes, det hele ville være meget lettere, hvis min kæreste også kendte til Enneagrammet og NLP, men han interesserede sig slet ikke for det.

Jeg syntes, der var ting i hans adfærd og tankemønstre, som han burde lave om. Ikke kun for min skyld, men også for hans egen. Jeg syntes, han burde være bedre til at kommunikere. Jeg syntes han burde interessere sig mere for at udvikle sig. Jeg synes han burde tænke mere over sit liv og vores forhold. Listen var lang.

Min terapeut kiggede længe på mig og spurgte:

Har du overvejet om det er ham, der er den udviklede og dig, der skal udvikle dig?

Jeg blev vred – her sad jeg med mere end to års intensiv personlig udvikling bag mig. Både med uddannelser, terapi, selvhjælpsbøger og hvad ved jeg. Men hun havde ret – det var jo mig, der havde problemet, han lod ikke til at syntes, det var et problem for ham.

Når vi arbejder med selvudvikling, kan det føles som om, en helt ny verden åbner sig. Vi bliver begejstrede, vi får løst problematikker, som har drillet i årevis, vi når mål vi ikke troede mulige, og vi får lyst til at dele det med andre. Det er helt naturligt. Det er bare ikke alle mennesker, som har lyst til at gå den vej, men det betyder ikke, at de nødvendigvis er ubevidste eller uudviklede.

Når vi insisterer på, at andre skal være noget andet end det de er – hvem har så problemet? Det er ofte meget simpelt og let at få øje på andre menneskers mønstre og udfordringer og endnu lettere at give dem råd til, hvordan de kan gøre det anderledes. Det er dog noget helt andet når det gælder os selv. Her mærker vi den kompleksitet der er at flytte sig og gøre noget andet end det der er vores automatiske respons.

Det er når vi har modstand mod den anden, ikke kan sætte tydelige grænser, ikke kan kommunikere med tydelighed og ærlighed. Når vi ikke kan være tilstede med nærvær og medfølelse, at andre mennesker bliver et problem. Og så er spørgsmålet – hvem skal udvikle sig? Den der har problemet, eller den, som du tilfældigvis oplever som problematisk?

Mit råd er derfor altid: ”Den der har problemet, har ansvaret (for sin egen udvikling)”.